De to 36-årige mænd, der er anholdt for drab på Mia Skadhauge Stevn, fremstilles torsdag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Det bekræfter anklager Mette Bendix over for Ritzau.

Mændene har været anholdt og sigtet for drab på Mia siden onsdag klokken 11.20, da politiet foretog anholdelser på to adresser i Østervrå og Flauenskjold.

22-årige Mia Skadhauge Stevn har været forsvundet, siden hun natten til søndag var i byen i Aalborg. Det sidste spor af hende er fra søndag morgen klokken 06.09, hvor videoovervågning viser, at hun stiger ind i en mørk bil.

Politiet arbejder på en af adresserne.
Politiet arbejder på en af adresserne. Foto: Amal Guerdali
Vis mere

Det er lykkedes politiet gennem efterforskning at finde frem til bilen, og onsdag formiddag blev to mænd på 36 år anholdt og sigtet for drab.

I grundlovsforhøret vil anklageren argumentere for, at de to mænd skal varetægtsfængsles.

Politiet har blandt andet kunnet fastslå, at den bil, Mia steg ind i, kan kobles til en af de adresser, hvor man har foretaget anholdelser. Vicepolitiinspektør Frank Olsen bekræfter over for B.T., at de to mænd bor på de to adresser. Hvilken af de to adresser bilens nummerplade kobles til, kan han dog ikke sige.

Nordjyllands Politi fandt frem til nummeret på den mørke bil ved hjælp af flere hundrede henvendelser fra borgere samt videoredigering.

Man har kunne følge dele af Mia Skadhauge Stevns færden lørdag nat gennem diverse overvågningskameraer på natklubber og på gaden Vesterbro i Aalborg. Det er også her kameraet fra Aalborg Money Exchange fangede videoen af hende, der steg ind i den mørke bil.

Det vides endnu ikke, om der har siddet to personer i bilen på det tidspunkt, hvor Mia Skadhauge Stevn steg ind i den 06.09 søndag morgen.

Dog er to mænd alligevel anholdt i sagen. Det er de, fordi de indledende undersøgelser af den mørke bils ejer giver politiet en god formodning om, at begge mænd har været involveret i sagen.

Hvad sammenhængen er, kan Frank Olsen ikke oplyse. Efter anholdelserne af de to mænd har og er politiet massivt til stede på de to adresser.