Det er en 31-årig mand "med tilknytning til Forsvaret", der torsdag blev anholdt i København i sagen om ulovlig besiddelse af et kilo plastisk sprængstof. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Politiet uddyber ikke nærmere, hvordan manden er tilknyttet det danske forsvar, men bt.dk erfarer, at der er tale om en overkonstabel.

Ud over den 31-årige anholdt Københavns Politi torsdag også en 33-årig dansker med pakistanske rødder. Han blev anholdt i en lejlighed i Rovsinggade på Nørrebro i København. De to anholdelser fandt sted kl 10.01 og kl. 10.21, og desuden blev også en tredje adresse ransaget ved aktionen, der fulgte efter et par ugers efterforskning i sagen.

Begge mænd fremstilles senere fredag i grundlovsforhør i København. Her vil anklagemyndigheden kræve, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre.

- Der er fundet to gange 500 gram plastisk sprængstof sammen med noget tændsnor. Hvad der ellers måtte komme frem, vil formentlig komme frem bag lukkede døre i dag. Derfor kan jeg ikke sige meget andet end det, der står i sigtelsen, siger senioranklager Stig Fleischer fredag.