To mænd midt i tyverne er blevet anholdt, efter at de lørdag morgen kørte igennem en bom i den forkerte retning ved Storebæltsbroen, inden de fortsatte på motorvejen i den forkerte vejbane.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Henrik Karlsen.

Han fortæller, at de to unge mænd i de tidlige morgentimer kom kørende fra Sjælland mod Fyn i en Mercedes.

Da de nåede til Storebæltsbroen betalte de ved betalingsanlægget og kørte igennem, inden de efter noget tid pludselig vendte om og kørte tilbage mod færdselsretningen.

- De kommer hen til betalingsanlægget igen, hvor de holder i noget tid, inden de ligesom presser bilen under bommen. Herefter fortsætter de østpå mod Sjælland i den forkerte bane, siger Henrik Karlsen.

Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 05.13 og satte straks efter de to personer. Fem-ti minutter senere lykkedes det politiet at stoppe bilen nær Slagelse med sømmåtter.

- Ingen er kommet til skade. Men vi har været i kontakt med to vidner, der begge har måttet undvige bilen, da den kom kørende, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at føreren af bilen har kørt i påvirket tilstand, og at han har ramt autoværnet på et tidspunkt. Bilen har kørt mellem 80 og 140 kilometer i timen.

Føreren af bilen er blevet sigtet af politiet for at køre i påvirket tilstand og for at bringe andres liv i fare. Politiet er ved at vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Den anden mand er også stadig tilbageholdt, mens politiet klarlægger hændelsesforløbet.

I den forbindelse vil Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi også gerne høre fra vidner, der har set bilen med de to personer lørdag morgen

- Vi vil også gerne høre fra folk, der ikke nødvendigvis har været i en faresituation, siger Henrik Karlsen.