Mandag morgen blev Jens Andersen overrasket af fem betjente med en ransagningskendelse.

Klokken 09.20 mandag morgen mødte fem betjente fra Københavns Politi op på Jens Andersens adresse med to ransagningskendelser. Den ene gav betjentene adgang til Jens Andersens hus, mens den anden gav adgang til Jens Andersens bankbokse.

- Min datter og jeg fik os et ordentligt chok. Det var da skræmmende at se fem politimænd så tidligt om morgenen, siger Jens Andersen.

På samme tid sad to betjente i Danske Bank i Stege og forsøgte at komme ind i bankboks nummer 14. De havde ingen nøgle, men havde i stedet tilkaldt en låsesmed, der forsøgte at bore boksen op.

Læs også: Helle Thorning holdt skattesagen skjult

Politiet har nu indledt jagten på den person, der har lækket Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteoplysninger. I hvert fald sendte en anonym anmeldelse fem betjente fra København til Stege på Møn mandag morgen.

Jens Andersen arbejder til daglig med tvangsfjernede børn og har ingen kontakter i Skat. Derfor blev han om muligt endnu mere chokeret, da han blev anholdt og sigtet ­efter §152, for at lække fortrolige skatteoplysninger til B.T.

- Det eneste, de har, er en anonym anmeldelse. Jeg har intet med SKAT at gøre, hvordan skulle jeg få adgang til de oplysninger, siger Jens Andersen, som undrer sig over, hvorfor politiet har ret til at ransage hans hus uanmeldt på baggrund af en anonym anmeldelse.

Læs også: Her er danskernes dom i Thornings nye skattesag

Jens Andersen måtte se hjælpeløst til, mens politiet i flere timer gennemrodede hans hus på jagt ­efter fældende beviser.

Midt i ransagningen blev en af betjentene ringet op fra Danske Bank. Man skulle bruge en nøgle.

Få minutter efter sad Jens Andersen i en politibil på vej ind mod Stege by. I lommen havde han nøglerne til bankboksen. Da de nåede frem, var låsen på boksen så ødelagt, at selv nøglen ikke virkede længere. Da man endelig fik boksen åbnet, fandt politiet ikke andet end smykker, som tilhørte Jens Andersens gamle mor og moster.

Inddrager telefon og computere

Først klokken 13 forlod politiet ­Stege. I mellemtiden var Jens Andersen blevet løsladt igen, men sigtelsen blev opretholdt. Politiet tog to computere og en telefon.

- Jeg får bare at vide, at jeg kan hente telefonen i København dagen efter, siger Jens Andersen, som har en klar fornemmelse af, hvem der har anmeldt ham.

Fredelig april-demonstration

Tilbage i april arrangerede Jens Andersen en demonstration på rådhuspladsen mod VKO-regeringen. Der var dog utilfredshed blandt nogle af demonstranterne, som mente, at demonstrationen i stedet burde været en hyldest til Helle Thorning-­Schmidt.

Siden er Jens Andersen blevet chikaneret, og for et par uger siden får han en besked på Facebook. En kvinde skriver, at hun har anmeldt ham til politiet for at lække de omtalte skatteoplysninger - og ’vil riste røven’ på ham. En trussel, han da betragtede som fuldstændig harmløs.

- Jeg frygter, at de ikke stopper chikanen. Så nu rejser jeg et erstatningskrav mod hende, siger Jens Andersen, der har hyret en advokat.

Københavns Politi vil ikke kommentere sagen, men bekræfter, at man har sigtet en mand i sagen.

Andre læser også