Den 23-årige svensker, der er sigtet for eksplosionen ved Skattestyrelsen i København, nægter sig skyldig i den alvorlige anklage.

Det kom frem onsdag formiddag, da den efterlyste mand blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Svenskeren blev anholdt tirsdag aften i Københavns Lufthavn i Kastrup kl. 18.55, efter at han har været internationalt efterlyst i godt en måned.

I retten fremstod den høje, slanke mand rolig og lyttede opmærksomt, mens en svensk tolk løbende oversatte, hvad der foregik i retsmødet.

Den 23-årige var kronraget og iført en sort hættetrøje med hvide striber samt jeans.

Han nægtede sig skyldig, men var ifølge sin forsvarer indstillet på at besvare spørgsmål. Dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham.

Anklageren fra Københavns Politi ønskede retsmødet afholdt for lukkede døre, fordi der muligvis stadig er en eller flere uidentificerede gerningsmænd på fri fod.

Dommeren imødekom ønsket om lukkede døre. Derfor er de nærmere detaljer om den anholdtes forklaring og omstændighederne omkring anholdelsen ukendte.

Den bombeeksplosion, som han er sigtet for, hærgede Skattestyrelsens facade på Østbanegade på Østerbro i København 6. august om aftenen.

I forvejen er en anden svensk statsborger på 22 år varetægtsfængslet i sagen. Han er allerede blevet udleveret til Danmark efter at være anholdt i Sverige 13. august.

Politiet mener, at mændene i en hvid Citroën Berlingo årgang 2010 kørte over Øresundsbroen med en bombe indeholdende dynamit eller et lignende sprængstof samme aften, som eksplosionen fandt sted.

Det var ifølge politiet i denne hvide Berlingo, at gerningsmændene til eksplosionen transporterede deres bombe til Skattestyrelsen på Østerbro.
Det var ifølge politiet i denne hvide Berlingo, at gerningsmændene til eksplosionen transporterede deres bombe til Skattestyrelsen på Østerbro. Foto: Københavns Politi
Vis mere

Ifølge politiet kørte Berlingoen til Danmark ad Øresundsbroen 6. august cirka klokken 21.30 og forlod landet igen via Ørensundsbroen samme aften omkring klokken 22.50.

Hidtil har der ikke været noget fremme om et muligt motiv til den voldsomme handling, hvor en enkelt person fik overfladiske skrammer.

Retsmøder i sagen har været holdt bag lukkede døre. Den første anholdte mand nægter sig skyldig, har det været fremme.

I en pressemeddelelse kalder efterforskningslederen i sagen - vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi - sagen meget alvorlig.

»Vi iværksatte derfor øjeblikkeligt en omfattende efterforskning, som ugen efter førte til fængslingen in absentia af de to svenske mænd.«

»Nu er begge i vores varetægt, og vi ser derfor frem til at kunne komme videre i efterforskningen, udtaler han.

Svenske medier har tidligere omtalt, at den 23-årige skulle have forbindelse til et hemmeligt netværk i Malmø, der angiveligt tager udfører bombesprængninger på andres vegne mod betaling.

En person kom lettere til skade efter bombeangrebet på Skattestyrelsens facade.
En person kom lettere til skade efter bombeangrebet på Skattestyrelsens facade. Foto: Scanpix
Vis mere

Alene i år har der været op mod en snes bombeeksplosioner i den sydsvenske by.

Københavns Politis pressemeddelelse om anholdelsen af den 23-årige omtaler ikke udviklingen i efterforskningen af en anden meget kraftig eksplosion, som skete få dage senere i København. Her skete der en sprængning ved en lokalpolitistation på Nørrebro.

Gerningsstedet blev inspiceret af justitsminister Nick Hækkerup (S), og regeringen har efter begge eksplosioner bebudet flere initiativer. De drejer sig blandt andet om kontrollen ved grænsen til Sverige, skærpede straffe og videoovervågning.