Går den, så går den - men det gjorde den så ikke for en butiksansat i Aarhus C torsdag.
Østjyllands Politi havde fået et tip om, at en ansat i en butik i centrum af smilets by solgte hash. Derfor lagde politiet sig på lur, skriver Aarhus Stiftstidende.
I løbet af eftermiddagen holdte politiet øje med butikken, og tre gange stoppede de kunder, der alle havde hash eller skunk på sig, efter de havde været i butikken.
Alle tre, som politiet stoppede, fortalte, at de havde købt hashen i butikken, hvorefter de afleverede deres nyindkøbte varer til betjentene.
Betjentene gik til sidst ind i butikken og konfronterede den butiksansatte. Han sagde dog, at han ikke kendte til noget salg af hash. Går den, så går den jo.
Dog viste visitationen af den 42-årige mand, at han både var i bisddelse af en klump hash og nogle tusinder kroner i kontanter, ligesom der var salgsposer i butikken, der lignede dem, som de tre kunder havde haft deres hash i.
Den 42-årige ansatte sagde, at kasseapparatet var i stykker, og det var derfor, han havde kontanterne på sig. Den forklaring købte betjentene dog ikke og anholdt manden.
De tre kunder, der havde været i butikken, blev alle sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Blandt kunderne var blandt andet en 16-årig dreng, som også blev sigtet for at være i besiddelse af en peberspray.