Politiet har anholdt fire mænd, som er sigtet for blandt andet skatte- og momssvig for 225 millioner kroner.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om fire mænd i alderen 21 til 50 år. De er alle blevet anholdt i forbindelse med en koordineret politiaktion onsdag morgen på otte forskellige adresser rundt omkring på Sjælland.

En 44-årig mand er mistænkt for at være bagmand i sagen. Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret onsdag over middag med krav om varetægtsfængsling.

»Det er et svimlende højt beløb, som vi mistænker den her gruppe mænd for at svindle fra statskassen. Der er gennemført en omfattende og kompliceret efterforskning, som forhåbentlig sætter en stopper for disse personers bedrageri, som i sidste ende rammer os alle,« siger Peter Reisz, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi.

Foruden skatte- og momssvig omhandler sagen hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Dagens aktion er gennemført af Københavns Politi i samarbejde mellem en række myndigheder, herunder Bagmandspolitiet, Skattestyrelsen, Nordsjællands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og NC3.

Ved aktionen blev der sikret et større penge beløb, kryptovaluta, dyre designer effekter og digitale enheder.