Tirsdag ramte en tung nyhed Andreas Bo og hans kone, Katrine Wadil. 

Den danske komikers svigermor, Anette, tabte kampen til kræft efter fem års ihærdig kamp. 

I et dybfølt Instagram-opslag lægger Katrine Wadil ikke skjul på, at tabet er blandt det hårdeste, hun har oplevet. 

»Så kom dagen, hvor jeg ikke længere har lyst til at være i denne verden, for mor du er ikke længere blandt os«, skriver 39-årige Wadil på sin Instagram-profil.

»Det har været den mest traumatiske afslutning, jeg aldrig nogensinde får bearbejdet, eller kommer mig over«.

Andreas Bo fortæller til SE og HØR, at svigermoren døde kort tid efter sin fødselsdag.

 

Arkiv: Andreas Bo Pedersen ved et pressemøde forud for årets sæson af TV 2s danseshow 'Vild med dans', i København fredag den 15. september 2023.
Arkiv: Andreas Bo Pedersen ved et pressemøde forud for årets sæson af TV 2s danseshow 'Vild med dans', i København fredag den 15. september 2023. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Annette fyldte 61 år sidste tirsdag og sov ind tidligere her i eftermiddag«, lød det i går fra den 58-årige komiker.

De sidste dage i Anettes liv forløb desværre ikke, som familien håbede på, men endte i stedet på tragisk vis.

På grund af en hård influenza blev hun indlagt, selvom hendes sidste ønske var at forlade denne verden i sit eget hjem. 

Det var ikke muligt at køre hende hjem igen eller på et hospice, så hun endte i stedet med at ligge i medicinsk koma.

Det tog rigtig hårdt på Katrine Wadil, som beskriver hele situationen som uværdig. 

»Så uværdigt, det havde du bare ikke fortjent – Da jeg så dig på din fødselsdag, havde jeg ingen idé om, at jeg aldrig ville tale med dig igen«, skriver hun på Instagram. 

Andreas Bo og Katrine Wadil har været sammen i ti år. 

De giftede sig i 2024, og har hver to børn fra tidligere forhold.