Den 22-årige Anders Mark Hansen, der lørdag blev fundet dræbt i Kobbelskov på Stevns, var i 2011 involveret i en alvorlig trafikulykke. Benbrud gav ham til sin død problemer med at gå.

Det skete som passager på en motorcykel, der kørte galt.

Hverken Anders Mark Hansen eller hans 38-årige nabo, der førte motorcyklen, bar ifølge politiet hjelm, da de 26. april 2011 omkring kl. 18.14 kolliderede med en kvindelig bilist i byen Store Heddinge.

- Hun var ved at bakke en firehjulstrækker ud fra en ejendom på Boestoftevej, og MC-kørerne, der kom kørende fra Store Heddinge, ramte dem, fortalte vagtchefen dengang om ulykken.

Føreren blev fløjet til Rigshospitalets Traumecenter, Anders kørt til Køge Sygehus. Her lå han næsten en måned med brud på bl.a. benet.

- Yes, min dejlige dreng er kommet hjem. Skøøøøønt også for Louise (hans daværende forlovede, red.). Knus mor, skrev Anders Mark Hansens mor på sin Facebook 11. maj 2011.

Men selv om Anders Mark Hansen blev udskrevet, blev benet aldrig det samme. Til sin død humpede han stadig.

- Ulykken blev ved med at fylde meget i hans liv. Benet ville ikke rigtig hele, siger Louise Hansen, der dannede par med Anders Mark Hansen indtil september i fjor.