Ved 21-tiden kom en 11-årig pige cyklende ved Agerskellet i Jyllinge ved Hellig Kors Kirke.

Her trådte en maskeret mand pludselig ud på cykelstien fra en busk.

Det skriver Ritzau.

Pigen blev så forskrækket, hun straks kørte væk fra stedet på sin cykel, uddyber Midt- og Vestsjællands Politi til B.T. om episoden.

»Vi får en anmeldelse 21.15 fra en mor, der fortæller, at hendes datter på 11 år kom cyklende ved Agerskellet omkring 20.45-tiden.« 

»Kort før kirken sprang en mand ud af buskene og skræmte den lille pige. Han var maskeret med en halsedisse,« fortæller kommunikationsteamet ved Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Pigen beskriver den maskerede mand som 170-180 centimeter høj, han var iklædt mørkt tøj og havde en halsedisse på.

Det er anden gang inden for kort tid, at et barn bliver skræmt ved cykelstien ved kirken i Jyllinge.

20. november ved 19-tiden kom en 11-årig dreng cyklende samme sted.

Her var der også tale om en mand, der tilbød drengen slik og at køre ham hjem. Den 11-årige afslog.

Da han satte sig op på sin cykel for at køre væk tog manden ifølge anmeldelsen fat i drengens arm. 

Men det lykkedes drengen af cykle væk fra stedet. Manden løb efter drengen på cykel, men det lykkedes drengen at cykle fra ham. Herefter cyklede han hjem og alarmerede sin far, der kontaktede politiet.

Politiet ankom til Agerskellet, men de fandt ikke den beskrevne mand.