»Jeg skal nok lade være med at sige, hvor jeg arbejder. Men jeg kommer ikke til at holde min kæft politisk.«

Efter knap en uges shitstorm har Nye Borgerlige-kandidaten Anahita Malakians besluttet at give sig selv ro.

Den 36-årige politiker har sagt sit job op på burgercafeen The Barn på Nørrebro og leder i stedet efter et nyt job.

»Jeg vil rigtig gerne lukke den nu. Jeg har brug for at finde ro og tid til at finde nyt arbejde så hurtigt som muligt. Ellers er jeg rimelig meget på røven til den første,« siger hun til B.T.

Anahita Malakian har boet 18 år på Nørrebro. Arkivfoto.
Anahita Malakian har boet 18 år på Nørrebro. Arkivfoto. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Derfor har hun ikke lyst til i detaljer at uddybe, hvilke overvejelser der søndag eftermiddag fik hende til med øjeblikkelig virkning at sige sin stilling som cafébestyrer op.

»Jeg skal finde et job, så det er det, jeg koncentrerer mig om nu.«

Vil din næste arbejdsgiver være nødt til at give dig en lidt tilbagetrukken rolle?

»Jeg har ikke behov for at skulle stå frem offentligt med min arbejdsplads. Hvis de har brug for, at jeg er tilbagetrukken, så gør jeg det. Jeg kan sige så meget, at jeg nok skal lade være med at sige, hvor jeg arbejder, men jeg kommer ikke til at holde min kæft politisk,« lyder det fra Anahita Malakians.

Hun har tidligere stillet op for Venstre, men blev ved det seneste folketingsvalg ikke genopstillet for partiet. I sommeren 2018 skabte hun opmærksomhed omkring sit navn, efter hun oplyste at have haft over 100 sexpartnere.

I stedet opnåede hun ved det seneste valg 532 personlige stemmer for Nye Borgerlige.

Det var netop hendes politiske aktivitet, der midt i sidste uge pludselig bragte hendes arbejdsplads i fokus.

Det skete, da det venstreorienterede medie Konfront publicerede en artikel med overskriften 'Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest'.

Den smadrede rude i cafeen blev hurtigt dækket til lørdag morgen, og resten af dagen kunne kunderne igen købe burgere.
Den smadrede rude i cafeen blev hurtigt dækket til lørdag morgen, og resten af dagen kunne kunderne igen købe burgere. Foto: Birger A. Andersen
Vis mere

Samme dag gik den venstreekstreme gruppe Antifascistisk Aktion (AFA) ud på de sociale medier og opfordrede til at give restauranten dårlige anmeldelser på Facebook.

Og natten til lørdag blev der så begået hærværk mod cafeen ved Nørrebro Station, da der blev knust en rude. Ifølge Anahita Malakians utvivlsomt som en form for politisk hærværk.