Det gik voldsomt for sig, da en personbil var ved at ramme et elløbehjul i Maribo torsdag eftermiddag.

Situationen eskalerede voldsomt, og på grund af vejvrede endte det i tumult og vold mellem tre parter.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i fredagens døgnrapport.

Hændelsen skete torsdag eftermiddag, da to mænd på 23 og 30 år var ved at blive ramt af en 71-årig fører i personbilen.

Mændene på elløbehjulet vendte om og fik standset personbilen – tilsyneladende vrede over næsten at blive ramt.

I hvert fald opstod der tumult, som endte med, at den 71-årige blev skubbet omkuld og fik tildelt flere slag i hovedet.

Politiet blev hurtigt alarmeret, og de to mænd på 23 og 30 år blev anholdt.

De blev afhørt og løsladt halvanden time senere.

Dog forlod de politistationen med sigtelser for vold.