Flere personer var onsdag vidner til en rystende oplevelse på Banegårdspladsen i Aarhus.
Her fortæller flere vidner om, at en mand rendte rundt og slog ud og sparkede efter folk.
Det skriver Stiften.dk.
To 18-årige gymnasieelever stod ifølge avisen og ventede på bussen, da en mand pludselig tager fat i den ene, en ung kvinde, og spørger hende, om de taler om ham.
Det afviste de over for manden, da de aldrig havde set ham før.
»Efter få minutter vendte han løbende tilbage og sparkede min kæreste Fransisca i ryggen, så hun faldt ud på kørebanen og landede på knæene,« fortæller Nickolaj til Stiften.dk.
Flere vidner overværede episoden, og nogle fortæller, at han virkede psykisk syg eller som værende på stoffer.
Politiet efterforsker sagen netop nu.