Midt- og Vestsjællands Politi har optrævlet et amfetaminnetværk og har torsdag anholdt tre personer i den omfattende sag om indsmugling af amfetamin.

De anholdte personer er to kvinder på 40 og 42 år - og en 35-årig mand.

Der er i forvejen to mænd, der er 33 og 34 år, som er blevet varetægtsfængslet for lukkede døre i sagen, skriver Midt- og Vestsjællandspoliti i en pressemeddelelse.

»Der er tale om en sag, som vi har efterforsket siden starten af januar,« siger politikommissær Michael Andreasen i pressemeddelelsen.

»Vi har sigtet de fem personer for indsmugling af i alt 300 kilo amfetamin fra Holland til Danmark. Vi vurderer, at det med anholdelserne er lykkedes os at rive et meget aktivt smuglernetværk, der opererede på Vestsjælland, fra hinanden.«

Toldstyrelsen fandt i januar flere kilo amfetamin, som var blevet smuglet ind i landet via et kurerfirma. Det blev sagens udspring. 51 kilo amfetamin er der tale om.

Men politiet mener altså, at det blot er en mindre del af, hvad det påståede smuglernetværk har fået ind i Danmark.

- Vi kommer til at fortsætte efterforskningen i sagen. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om der vil komme yderligere anholdelser. Det afhænger blandet andet af det materiale, vi har beslaglagt under vores ransagninger i dag, siger Michael Andreasen.

Politiet foretog torsdag ransagninger på fire adresser i Holbæk-området.