Hver femte danske ambulanceredder har i løbet af det seneste år været udsat for vold.

Det viser en ny undersøgelse, der er udarbejdet af Analyse Danmark.

Ifølge undersøgelse har 20 procent af de adspurgte svaret, at de i løbet af de seneste 12 måneder har været udsat for vold. En procent svarer, at de har været udsat for vold månedligt i løbet af det seneste år, mens 19 procent af de adspurgte fortæller, at de har været udsat for fysisk vold sjældnere end en gang om måneden.

Og det er et tal, der ligger væsentligt højere end andre faggrupper i undersøgelsen.

Her har fire procent svaret ja til, at de har været udsat for vold inden for det seneste år. De faggrupper er sygetransport, brand, autohjælp, teknik og assistancepersonale i Kastrup Lufthavn.

Af de mange ambulanceredderne, der har oplevet vold inden for det seneste år, har 96 procent forklaret, at det er klienter og patienter, der har udsat dem for vold.

De resterende har oplevet, at det er kolleger eller endda ledere, der har udsat dem for vold.

»Det fuldstændigt uacceptabelt, at medarbejderne udsættes for vold og trusler. Vi er jo netop nogen, der kommer, når folk har bedt om og brug for, at vi kommer. Men vi kommer selvfølgelig også, når situationen er mest kritisk, hvor folk kan være udadreagerende,« siger Kenneth Gøtterup, ambulancechef i Hovedstadens Beredskab til TV 2 Lorry.

Kenneth Gøtterup er af den overbevisning, at det står værst til i Hovedstadens Beredskab. Det forklarer han med, at man i Hovedstadens Beredskab har ansvaret for nattelivet i København, ligesom der også er en større andel af personer med en psykiatrisk diagnose i københavnsområdet.

Derfor vil man i beredskabet også sætte ekstra fokus på problemet i kølvandet på undersøgelsen.