Tårnbytunnelen på Øresundsmotorvejen var i flere timer fredag aften spærret i vestgående retning efter en alvorlig trafikulykke.

To vejarbejdere er blevet påkørt, og den ene er i kritisk tilstand.

Det siger vagtchef i Københavns Politi Anette Ostenfeldt.

»Det er nogle, der har arbejdet derude og er blevet ramt. Begge er kørt på Rigshospitalet, og den ene er i kritisk tilstand,« siger vagtchefen.

Afspærringen er sent fredag aften før midnat blevet ophævet, og trafikken kører igen gennem tunnelen, fremgår det hos Vejdirektoratet.

I retningen fra Sverige mod København var Tårnbytunnelen ellers spærret i længere tid.

Al trafik blev i perioden ledt uden om afspærringen ved fra- og tilkørsel 18 Tårnby.

Politiet fik en melding om den alvorlige trafikulykke klokken 19.42 og var massivt til stede.

Tårnbytunnelen ligger på E20-motorvejen og ligger få kilometer fra Københavns Lufthavn.

/ritzau/

Ulykken ved Tårnbytunnelen på Amager skabte kødannelse, da politiet spærrede tunnelen i vestgående retning. 
Ulykken ved Tårnbytunnelen på Amager skabte kødannelse, da politiet spærrede tunnelen i vestgående retning.  Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix