Han har rådgivet svenskerne om at spare. Levet efter princippet om, at luksus ikke gør én lykkelig.

Og i offentligheden er han blevet kendt som 'Sveriges nærigste mand'.

Men nu er billedet ved at krakelere for den svenske topøkonom Günther Mårder.

Det skriver SVT.

Sagen kom frem, efter at den svenske minibørs Spotlight Group – hvor Mårder er bestyrelsesformand – oplyste, at han var blevet begæret tilbageholdt.

Ifølge statsadvokat Thomas Hertz drejer det sig om »alvorlig insiderhandel« over to år, hvor han kan have misbrugt fortrolig viden fra sine topposter i erhvervslivet.

Det gælder blandt andet roller som spareøkonom hos Nordnet og administrerende direktør for interesseorganisationen Företagarna.

Han blev desuden udnævnt af den svenske regering som bestyrelsesmedlem i Arbetsförmedlingen – svarende til de danske jobcentre – tilbage i 2023.

Mens sagen ruller, er han begæret varetægtsfængslet.

Mårder forsvarsadvokat har oplyst til flere medier, at han nægter sig skyldig.

Sagen efterforskes fortsat, og ifølge anklagemyndigheden bliver det beslaglagte materiale fra razziaen nu gennemgået, ligesom der løbende foretages afhøringer.