En bilist har lørdag mistet livet i en alvorlig ulykke på Østjyske Motorvej mellem Horsens og Vejle.

Bilisten kørte mod færdselsretningen – og endte med at påkøre en parkeret lastbil.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse.

»Føreren af personbilen afgik ved døden som følge af ulykken,« fremgår det.

De pårørende er underrettet.

Politiet oplyser, at ulykken fandt sted på Østjyske Motorvej ved rasteplads Merring.

»Kort forinden indgik flere anmeldelser om en personbil, der kørte mod færdselsretningen på motorvejen,« lyder det i meddelelsen:

»Personbilen kørte efterfølgende ind på rasteplads Merring, hvor den fortsatte mod færdselsretningen og påkørte en parkeret lastbil.«

Til Ritzau oplyser vagtchef Michael Eldrup, at den afdøde er en yngre mand.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger om, hvorfor den yngre mand kørte imod færdselsretningen og ind i den parkerede lastbil.

»Vi har haft en bilinspektør ude på stedet, og de undersøgelser kommer til at ligge til grund for forløbet,« siger Michael Eldrup til nyhedsbureauet.

Anmeldelsen indløb hos Sydøstjyllands Politi lørdag morgen klokken 07.14.