Flere veje delvist afspærret efter dødsulykke

En 47-årig mand er død, efter at han fredag formiddag blev kørt ned af en lastbil i København.

Ulykken skete omkring klokken 9.50  i krydset mellem Sølvgade og Øster Farimagsgade.

- Der er en person, formentlig en fodgænger, der er blevet ramt af en højresvingende lastbil, fortæller Jens Christiansen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Lastbilen kom kørende ad Øster Farimagsgade og var ved at svinge til højre ad Sølvgade, da ulykken skete.  Manden blev hurtigt bragt til Rigshospitalets traumecenter, men hans liv stod ikke til at redde.

- Han blev erklæret død klokken 10.40, fortæller vagtchefen.

Den 47-årige mand var ikke lokal. Hans pårørende er underrettet og er på vej til rigshospitalet.

Efter at have afhørt lastbilchaufføren, så man ingen grund til at sigte ham for uagtsomt manddrab, oplyser politiet.

Ulykken medførte trafikale problemer, da krydset Sølvgade/ Øster Farimagsgade blev delvist afspærret i forbindelse med ulykken. Klokken 11.20 oplyste politiet dog, at alle spærringer er ophævet.