En fodgænger er lørdag aften blevet ramt af en bil i Gørløse i det nordsjællandske, hvor politiet i skrivende stund arbejder på stedet.
Der er tale om en 46-årig mand, der er afgået ved døden, oplyser Ritzau efter at have været i kontakt med Nordsjællands Politi.
Yderligere lyder det, at manden var fra Litauen.
Han kom gående ad Roskildevej, da han af fortsat uvisse årsager blev påkørt af en bil.
»Vi er på stedet nu og er i gang med tekniske undersøgelser,« siger vagtchef Thomas Overgaard til Ritzau.
Vagtchefen oplyste tidligere til B.T., at anmeldelsen landede hos politiet klokken 19.11.
Fra vagtchefen lød ligeledes en opfordring til, at trafikanter på Roskildevej finder sig en anden rute.
»Vi regulerer trafikken, og der kommer til at gå noget tid endnu.«
Som følge af dødsulykken skal politiet nu afhøre bilisten, der ikke umiddelbart er kommet til skade.