En politibetjent er natten til torsdag død, og en anden betjent er kommet alvorligt til skade efter en ulykke på en motorvej ved Aabenraa.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen fik sin begyndelse, da politikredsen klokken 01.34 modtog en anmeldelse om en ulykke på Den Sønderjyske Motorvej, som var sket på grund af glat føre.

»Kort efter skete endnu et uheld samme sted, da en lastbil ramte et af politiets køretøjer på ulykkesstedet,« oplyser politikredsen.

»En politibetjent er afgået ved døden, og en anden kom alvorligt til skade ved ulykken og er indlagt.«

Til TV 2 oplyser politiet, at den tilskadekomne person ligeledes er en politibetjent.

»De pårørende er underrettet,« oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Motorvejen blev efterfølgende afspærret, mens der foretages en række tekniske undersøgelser på stedet.

»Politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger,« lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet oplyste klokken 07.29, at der fortsat var spærret på strækningen, men 07.45 lyder det fra Vejdirektoratet, at det ene spor nu er åbnet.

B.T. følger sagen.