Der er torsdag middag sket en trafikulykke i Helsinge, hvor en bilist har ramt en bygning og en fodgænger.

»Man er i gang med at få frigjort personen fra bilen. Men det er det, som jeg kan sige lige nu,« oplyser Nordsjællands Politis kommunikationsmedarbejder til B.T.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Frederiksborgvej klokken 12.31.

Til TV 2 oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi, David Borchersen, at der er tale om en kvindelig bilist.

På Twitter oplyser politikredsen efterfølgende, at der er tale om 'en alvorlig trafikulykke':

»Fodgængeren er ikke umiddelbart kommet til skade, mens bilisten er i kritisk tilstand. Pårørende er endnu ikke underrettet,« lyder det.

Tidligt torsdag aften har politiet stadig intet nyt om den tilskadekomne bilist. Dog er de pårørende nu blevet underrettet, siger vagtchefen til B.T.

B.T. følger sagen.