Natten til lørdag var der en alvorlig soloulykke på Thistedvej ved Hanstholm.

En yngre mand måtte efterfølgende bringes til Aalborg Universitetshospital i bevidstløs tilstand – men det kunne sagtens være gået endnu værre.

»Han kører i høj fart i en Hyundai i30, kommer ud i rabatten, hvorefter bilen ruller rundt,« siger vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen og tilføjer:

»Han var ikke iført sikkerhedssele.«

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Vagtchefen kender ikke den 30-årige mands tilstand, men eftersom der ikke har været en bilinspektør på ulykkesstedet tyder alt på, at han ikke er i livsfare. Rutinemæssigt rekvireres der nemlig altid en bilinspektør, når en eller flere involverede vurderes som værende i livsfare.

Det var ifølge vagtchefen billigt sluppet.

»Det lyder næsten utroligt, at han ikke er i livsfare efter at have rullet rundt ved høj fart og uden at have sikkerhedssele på,« siger Anders Olesen.

Ulykken skete klokken 00.30.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet var Thistedvej spærret ved Hanstholm, men lørdag morgen er vejen åben igen.

Politiet har rutinemæssigt taget en blodprøve for at undersøge, om bilens fører var påvirket på ulykkestidspunktet.

Der er endnu ikke kommet svar på prøven.

Hvor hurtigt den 30-årige kørte ved politiet ikke.