En 27-årig mand har mistet livet i forbindelse med en alvorlig trafikulykke, der natten til søndag fandt sted på en motorvej på Fyn.
Samtidig meldes et barn at være »meget alvorlig tilskadekommen«.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse kort før klokken 09.
Barnet meldes desuden at være »i livsfare«.
Yderligere to personer er alvorligt tilskadekomne, men uden for livsfare, lyder det fra politiet.
Ulykken fandt sted på motorvej E20 i østgående retning mellem afkørslerne ved Ejby og Aarup.
Fyns Politi modtog anmeldelsen om sagen klokken 02.12, hvorefter strækningen blev spærret, mens der blev arbejdet på stedet.
»Der har været bilinspektør på stedet, og da der er flere parter involveret, pågår der nu en række undersøgelser ligesom politiet mangler at tale med flere vidner, for at klarlægge hændelsesforløbet,« forklarer vagtchef Johni Müller ved Fyns Politi:
»De indledende undersøgelser tyder dog på, at bilen med den 27-årige mand og barnet er brudt ned i det yderste spor, hvorefter den er blevet påkørt af en anden bil.«
Politiet mistænker hverken spiritus eller euforiserende stoffer i forbindelse med sagen, lyder det fra vagtchefen.
De pårørende er underrettet.
På nuværende tidspunkt kan politiet ikke oplyse yderligere om den tragiske ulykke.

