En 13-årig pige fra Herning blev mandag morgen fløjet til traumecentret i Skejby, efter hun blev alvorlig kvæstet i en trafikulykke.

Der fortæller vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, til BT.

Ifølge vagtchefen kom pigen cyklende på Vesterholmvej i Herning, da en 58-årig modkørende bilist kom over i pigens vejbane.

»Han kommer op på cykelstien og rammer pigen på cyklen,« fortæller vagtchefen.

Han oplyser, at pigen blev indlagt i kritisk tilstand.

Den 58-årige fik et ildebefindende bag rattet og mistede derfor herredømmet over bilen. Efter han havde ramt pigen, fortsatte han ifølge politiet flere hundrede meter, inden bilen ramte en hæk. Han blev ligeledes indlagt efter ulykken til observation. Han har dog ifølge Carsten Henriksen ikke lidt fysiske skader ved ulykken.

De pårørende er underrettet.