Nordsjællands Politi er onsdag aften til stede ved en alvorlig trafikulykke ved Virum.

Involveret i ulykken var en personbil og en fodgænger – og fodgængeren er i kritisk tilstand.

Det fortæller vagtchefen hos politikredsen til B.T.

»Fodgængeren blev ramt af en bil ved et kryds og er nu kørt til Rigshospitalets Traumecenter i kritisk tilstand,« fortæller vagtchefen.

Til Ritzau oplyser politiet onsdag aften, at der er tale om en polsk mand i 40'erne, der meldes at være i livsfare.

Ulykken skete tæt ved krydset Frederiksdalsvej - Kongevejen - Skodsborgvej.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 18:47.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er nu ved at blive undersøgt.