Nordsjællands Politi advarer om, at der er falske 1000-kronesedler i omløb. Alene i 2018 har de modtaget fem anmeldelser om falske penge, hovedsaglig fra Rema 1000-butikker.

Det skriver TV 2 Lorry.

I lørdags betalte en eller flere gerningsmænd ved to lejligheder med falske 1000-kronesedler i Rema 1000 på Kongevejen i Kvistgård.

»Vi efterforsker sagen med stor alvor,« siger siger politiinspektør ved Nordsjællands Politi Lau Thygesen til BT.

Han mener, det er den samme gerningsmand, som har betalt med de falske sedler.

»Der er tilsyneladende nogen, som tror, de har fundet en nem måde at tjene nogle lette penge på. Men det skal de lade være med, for der er en strafferamme på op til 12 års fængsel for falskmøntneri,« siger Lau Thygesen.

Derfor opfordrer Nordsjællands Politi butikspersonale og andre til at være særlig opmærksomme på især 1000-kronesedlers ægthed. Heldigvis er det ret let at skelne de falske sedler fra de ægte.

»Der er mange sikkerhedsforanstaltninger i vores pengesedler. Løfter du dem op, hvor der er lys, kan du se, at der er et vandmærke i dem. Derudover er eksempelvis papirkvaliteten bedre og farverne skarpere i de ægte sedler,« siger Lau Thygesen.

De personer, som betalte med de falske sedler i Rema 1000 i Kvistgård i lørdags, blev fanget på supermarkedets overvågningskameraer.