Lyt til artiklen

Opdatering fra politiet: Vi er færdige på stedet og trafikken er normal. Der er tale om en otteårig dreng på cykel, der i rundkørslen blev påkørt af en højresvingende lastbil. Han slipper formentlig med brud på benet og er under behandling på Rigshospitalet.

Der er sket en alvorlig færdselsulykke i krydset Paltholmvej og Farum Gydevej i Farum.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.

Til B.T. forklarer vagtchef Christian Illum, at der er tale om et sammenstød mellem en lastbil og en cyklist, hvor en otteårig dreng er blevet ramt i en højresvingsulykke.

»Drengen kom cyklende med sin mor, idet han bliver påkørt,« siger vagtchefen.

Moren blev ikke ramt, men den otteårige dreng er kommer alvorligt til skade. Han er dog i live, lyder meldingen.

»Drengen har været ved bevidstheden hele tiden og været i kontakt med politiet,« forklarer Christian Illum.

Da moren overværede det hele er de pårørende derfor underrettet.

Billeder fra stedet viser, at en ambulance får politieskorte.

»Vi forventer, at vi kommer til at være der et godt stykke tid endnu,« siger Christian Illum.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man også finder en alternativ rute.

Politiet oplyser, at de ikke har mere for nuværende.

B.T. følger sagen.