Fredag morgen kom en mand til skade i en arbejdsulykke i Esbjerg-forstaden Hjerting.

Manden blev ramt af en rendegraverskovl og er nu kørt på hospitalet.

»I forbindelse med graverarbejde gled en rendegraverskovl ned fra en kant og ramte manden på skinnebenet, mens han arbejdede,« siger indsatsleder ved Sydvestjysk Brandvæsen, Lenni Schmidt, til B.T.

»Han pådrog sig et brud på skinnebenet,« tilføjer han.

Efter arbejdsulykken blev manden kørt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

»Han har det efter omstændighederne godt,« lyder det fra Lenni Schmidt.

Arbejdsulykken blev anmeldt klokken 08.17.

Oprindeligt lød meldingen, at manden også havde pådraget sig skader i hovedet, men det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet, fortæller Lenni Schmidt.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge årsagen til ulykken nærmere.