Onsdag morgen er en 37-årig mand kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke i Aalborg.
Manden er blevet kørt over af en vejtromle – en person er nu sigtet i sagen.
»I forbindelse med asfaltarbejde er en af arbejderne kommet i klemme under vejtromlen,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix til B.T.
»Han har fået skader på et ben og en arm. Det er alvorlige, men ikke livstruende skader,« tilføjer vagtchefen.
Den tilskadekomne mand er kørt på sygehuset.
En af hans kollegaer er blevet sigtet efter arbejdsulykken, som skete på John F. Kennedys Plads og blev anmeldt klokken 08.52.
»Føreren af vejtromlen er sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer,« siger Bruno Brix.
Arbejdet på stedet blev stoppet efter arbejdsulykken, og vejtromlen blev taget ud af drift og undersøgt.
»Umiddelbart tyder det ikke på, at der var noget i vejen med den,« siger vagtchefen.
Hvorfor den 37-årige kom ind under vejtromlen, er endnu uvist.
Både politiet og arbejdstilsynet har foretaget undersøgelser på stedet.