1. juledag forlod 80-årige Alvaro sit hjem på Gråbrødre Torv i København og forsvandt.
Trods en omfattende eftersøgning er han stadig ikke fundet – og nu deler politiet bekymrende nyt.
»Vi søger ikke længere aktivt efter ham,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.
Det skyldes dels manglende ressourcer til at fortsætte eftersøgningen på nu sjette døgn.
Og dels at politiet er på bar bund.
»Vi ved ikke, hvor vi skal starte og slutte. I princippet kan han være overalt,« siger Henrik Stormer.
Både betjente, hunde, droner og frivillige har ledt efter Alvaro, som lider af Alzheimers, siden han forsvandt.
Søndag eftermiddag var politiet ifølge TV 2 Kosmopol til stede i Københavns havn foran Den Sorte Diamant for at lede efter Alvaro. Der blev i den forbindelse fundet en sixpence-hat i havnen, men det er uvist, om det var Alvaros eller en tilfældig hat.
Alvaro blev desværre ikke fundet, og der var heller ingen spor efter den forsvundne 80-årige.
'Jeg er afklaret omkring, at der nok ikke er en 'happy ending' i sigte, men uvisheden tynger og fylder meget,' skriver Alvaros datter, Sara Ferreira, på Facebook.
Hun frygter, at hendes elskede far aldrig bliver fundet, og beder derfor til, at folk fortsat holder øje.

80-årige Alvaro gik fra Gråbrødre Torv 25. december klokken 21.45, og siden har han været væk.
Den savnede mand beskrives som gråhåret med sorte briller, omtrent 175 centimeter høj og spinkel af bygning.
Han drog afsted iført en jakke og mørke bukser samt med en Fjällräven-rygsæk og kasket.
Selvom politiet nu ikke aktivt leder efter Alvaro, understreger politiets vagtchef Henrik Stormer, at man fortsat meget gerne vil høre fra borgere, der har set Alvoro eller kan have oplysninger i sagen.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
