Nikolaj Dyrner havde et nært forhold til manden, der er sigtet for at have skåret halsen over på ham.

Deres kærester var ungdomsveninder. Deres børn legede sammen. På byggepladsen var de kolleger, og privat var de gode venner. Men for seks måneder siden opstod der splid mellem Nikolaj Dyrner og den mand, der er sigtet for at have myrdet ham.

Det blev sandsynligvis skæbnesvangert for Nikolaj Dyrner, at hans kærestes veninde førte ham sammen med T, der er sigtet for at have dræbt tømreren og skjult hans lig på sin altan. Engang var de alle venner, men så kom der splid.

Nikolaj Dyrner havde et nært forhold til den 26-årige mand, T, der er sigtet for at have skåret halsen over på ham. Den 28-årige tømrers kæreste, Louise Hammerich, har kendt kæresten til den formodede gerningsmand i 13 år. Det var deres venskab, som førte til, at Nikolaj Dyrner og T. lærte hinanden at kende. Et venskab, der endte med mordet på Nikolaj og drabssigtelsen mod T.

- De var meget forskellige, men de kunne godt sammen og hyggede sig sammen, fortæller Louise Hammerich.

De to mænd var begge tømrere med eget firma. I et lille års tid arbejdede de sammen på forskellige byggeprojekter.

Jaloux og upålidelig

Privat sås de ofte, fordi deres kærester var tætte veninder.

- Vi havde par-middage sammen og tog på familieudflugter med vores børn, fortæller Louise Hammerich.

Nikolaj Dyrner er far til en søn på halvandet år og fungerede som reservefar for Louise Hammerichs søn på otte år fra et tidligere forhold. Børnene legede fint sammen med venindens næsten jævnaldrende børn. Alt var fryd og gammen indtil for seks måneder siden, hvor der opstod splid mellem de to par.

T. er jaloux anlagt og kan have lidt af et temperament. Ham og kæresten kom ofte op at skændes, og det gik Louise Hammerich på:

- Jeg bad dem om at holde op med at råbe og skrige ad hinanden, når vi var ude. Det tog hun ikke særligt pænt, og i de sidste seks måneder har vi ikke set hinanden, fortæller hun.

Omtrent samtidig opstod der problemer i samarbejdet mellem Nikolaj Dyrner og T.

- Det skete flere gange, at T. ikke mødte op til aftaler hos kunder, hvor de skulle være to mand. Det betød, at tidsplanen skred, og kunderne blev utilfredse, fortæller Kim Funder, der er barndomsven til Nikolaj Dyrner.

Samarbejdet med T. gjorde Nikolaj Dyrner stresset, og derfor stoppede han samarbejdet.

I december lukkede T. sit tømmerfirma. Han stod nu han uden arbejde.

- Nikolaj kunne faktisk godt bruge en mand mere, men han havde lovet sin kæreste, at han ikke ville arbejde sammen med T, fordi det gjorde ham stresset. Jeg tror, det var det, de mødtes for at tale om, da han blev dræbt, siger Nikolaj Dyrners far, Lars Jørgen Dyrner.

Det er endnu uvist, hvad der skete i timerne og minutterne, inden Nikolaj Dyrner blev dræbt.

Nikolaj Dyrner blev meldt savnet 10. januar og var sidst blevet set i T.s lejlighed. Hans firmabil stod stadig parkeret ved bygningen, hvilket undrede vennerne.

Sigtede hjalp med at lede

T. mødte op for hjælpe med at lede efter Nikolaj Dyrner, og til hans andre venner gav han flere forklaringer.

- Først fortalte han, at de havde været oppe at slås, men siden ændrede han det til, at de bare havde været oppe at skændes, siger Kim Funder.

Tirsdag aften blev T. anholdt på en formodning om vold. Sigtelsen blev ændret til drab, da politiet fandt Nikolaj Dyrners lig på hans altan. Liget var dækket til med et tæppe og forskellige ting fra altanen, blandt andet pottemuld.

BT besøgte også lejligheden, inden T blev anholdt. Journalisten blev høfligt afvist i døren, da T. sagde, at hans kærestes to børn ikke skulle forstyrres. På det tidspunkt vidste de legende børn ikke, at Nikolaj Dyrner lå lige på den anden side af altandøren. Død.