»I er alle fire fundet skyldige i afpresning i forening.«

Der var ikke meget slinger i valsen, da Retten i Glostrup mandag afsagde dom over fire unge mænd.

Alle de fire blev af en enig domsmandsret fundet skyldige i afpresning, da de i august  2019 kontaktede et filmhold under optagelserne til en spillefilm i Brøndby.

De var under indspilningen af det anmelderroste actiondrama »Shorta«, at de fire unge indvandrere i alderen 19-26 år forsøgte at afpresse filmholdet fra Toolbox Film.

Filmen handler paradoksalt nok om to politifolks problemer med unge, etniske minoritetsbeboere i et socialt belastet boligområde på Vestegnen.

Ifølge tiltalen havde de fire unge først afpresset filmholdet for 5.000 kroner om eftermiddagen 27. august 2019 i bebyggelsen Ulsøparken i Brøndby Strand.

Ellers ville de fire ifølge anklageskriftet sørge for, at optagelserne var nødt til at stoppe.

Og en time senere var kravet fra de unge angiveligt steget til 10.000 kroner, fordi pengene ikke var faldet hurtigt nok.

Under optagelserne til actiondramaet 'Shorta', der foregår i en fiktiv ghettobebyggelse på den københavnske vestegn, kom virkeligheden pludselig tæt på filmholdet i en konfrontation med unge indvandrere i Brøndby. Foto fra filmen med skuespillerne Jacob Lohmann og Tarek Zayat.
Under optagelserne til actiondramaet 'Shorta', der foregår i en fiktiv ghettobebyggelse på den københavnske vestegn, kom virkeligheden pludselig tæt på filmholdet i en konfrontation med unge indvandrere i Brøndby. Foto fra filmen med skuespillerne Jacob Lohmann og Tarek Zayat. Foto: Tine Harden/Scanbox
Vis mere

De fire unge har under sagen, der har været ramt af mere end et års forsinkelse i retssystemet, nægtet sig skyldige.

Godt nok kunne de genkende sig selv på videoovervågningsbilleder fra området, men de har under sagen afvist at have truet filmholdet.

På videooptagelserne kan man også se fire unge personer pludselig stikke af i løb, da en tilkaldt politipatrulje når frem.

Og undervejs i sagen har et vidne fra filmholdet forklaret, at han fik indtryk af, at han var i kontakt med en »mafiøs bande, der styrede området«.

I sin afsluttende procedure krævede specialanklager Henrik Uhl Pedersen fra Københavns Vestegns Politi de fire tiltalte idømt fængsel mellem 30 dage og seks måneder.

Flere af dem har tunge forstraffe for blandt andet røveri, grov vold og afpresning.

Retten udmålte straffene til henholdsvis tre måneders fængsel, to gange 60 dages ubetinget fængsel samt 60 dages betinget fængsel.

»Domsmandsretten er i enighed nået frem til, at I alle fire var med til afpresningen af filmholdet. Uanset om ikke alle fire sagde noget, så stod de andre og bakkede op. Dermed er de også skyldige i afpresning i forening,« forklarede retsformanden.

Efter truslerne fra de fire unge fik filmholdet akut tilkaldt beskyttelse fra et vagtselskab, ligesom politiet patruljerede i området. Billedet er fra filmen 'Shorta', der netop handler om en konflikt mellem politifolk og indvandrerunge i et boligområde på Vestegnen.
Efter truslerne fra de fire unge fik filmholdet akut tilkaldt beskyttelse fra et vagtselskab, ligesom politiet patruljerede i området. Billedet er fra filmen 'Shorta', der netop handler om en konflikt mellem politifolk og indvandrerunge i et boligområde på Vestegnen. Foto: Tine Harden/Scanbox
Vis mere

Filmens producer Morten Kaufman har tidligere oplyst til B.T., at filmholdet på forhånd havde fået alle de nødvendige tilladelser til optagelserne i boligområdet i Brøndby.

Alligevel var man pludselig nødt til at tilkalde politiet, fordi den rå virkelighed kom lidt for tæt på filmen om det hårde miljø i en ghetto på Vestegnen.

Tre af de fire dømte sidder i forvejen fængslet i andre sager.

En af dem er blevet idømt 15 måneders fængsel og advarsel om udvisning for at have afpresset en lokal restauratør i Brøndby i november 2019.

Og hans kammerat, der tidligere var dømt som voldsmand, kunne i marts 2020 tilføje sin straffeattest en dom på to års fængsel for et brutalt gaderøveri mod en tilfældig togpassager.

For nylig blev han så også varetægtsfængslet for at have skudt og dræbt en 22-årig mand i bebyggelsen Hallingparken i Brøndby lige før årsskiftet.