Da Allan Nylander tidligere på måneden vendte hjem fra en ferie i Sydspanien, ventede der ham et træls syn.

Begge sidespejle på hans Peugeot 3008 var pist væk. De var ingen steder at se.

Og Allan Nylander er langt fra den eneste, der har været udsat for tyveriet.

»Det var da skide irriterende. Også fordi, vi ikke kunne køre bilen, for sidespejle er jo lovpligtige,« siger han.

I hele Danmark er der lige nu en mystisk plage med sidespejle, der bliver stjålet.

Laver man en hurtig søgning på Facebook, vælter det frem med lignende beskrivelser. Og politikredse har også været ude og melde om sagerne.

Torsdag morgen oplyste Østjyllands Politi eksempelvis, at man havde fået 44 anmeldelser om tyveri fra personbiler på kun et døgn.

35 af henvendelser gik på tyveri af sidespejle.

Også onsdag meldte politikredsen om adskillige tyverier af sidespejle.

Tilbage står frustrerede borgere, herunder Allan Nylander. Han forklarer, at regningen for det hærværk, han har været udsat for, løb op i 11.000 kroner.

Et beløb, som forsikringen heldigvis har dækket, siger han.

»Tyvene havde klippet ledningerne til mit sidespejl, og derfor skulle der laves en komplet udskiftning, som det hedder. Derfor blev det så dyrt,« siger han.

Og samtidig var han uden sin egen bil i en uge.

Sagen er blevet meldt til politiet, men den er dog henlagt, fordi der ikke er nogen spor at gå efter.

»Jeg frygter, at tyvene bare kommer igen og rydder det hele igen. Nu har vi endelig fået det fikset,« siger han.

B.T. talte tidligere på måneden med Julie Wisler Johansen, som også har fået stjålet sine sidespejle.

»Jeg forstår stadig ikke helt, hvad det er, der kan være så værdifuldt i sådan et spejl, men det er åbenbart noget elektronik inde i dem,« sagde Julie Wisler Johansen, hvilket du kan læse her.

Lone Otto, som er områdechef i FDM's tekniske rådgivning, har tidligere fortalt til TV 2, at den avancerede elektronik i spejlene, har gjort dem til attraktive tyvekoster.

»Glassene har blandt andet varmetråde, nedblænding og radarsystemer, der assisterer føreren med blindvinkelalarm. Det er kostbare reservedele.«