Aldrig sket før – Anders' butik udsat for indbrud: 'Drønubehageligt'
Superbrugsen Solbjerg lidt uden for Aarhus har aldrig haft indbrud før, fortæller uddeleren.

Superbrugsen Solbjerg lidt uden for Aarhus har aldrig haft indbrud før, fortæller uddeleren.

Et uhyggeligt syn mødte en af Anders Højens ansatte, da vedkommende torsdag morgen skulle åbne butikkens bagerafdeling.
Det stod nemlig hurtigt klart, at indtil videre ukendte gerningsmænd i nattens mulm og mørke havde brudt ind og gennemrodet butikken.
»Det er drønubehageligt,« fortæller brugsuddeler Anders Højen til B.T.
Han fortæller videre:
»De er gået efter værdier, kontanter og letomsættelige ting.«
Butikken kunne ikke åbne til sædvanlig tid på grund af indbruddet. Derfor holdt Anders Højen og de øvrige ansatte i butikken lukket i halvanden time.

Politiet blev tilkaldt og har været på stedet, hvor der er blevet sikret spor og videomateriale fra overvågningssystemet.
B.T. har rakt ud til Østjyllands Politi for en kommentar, men de er ikke vendt tilbage endnu.
Selvom butikken dagligt er vidne til tyveri, er det allerførste gang, der er begået et indbrud.
»Det er mest træls, at de (tyvene, red.) er så hårde ved tingene,« fortæller uddeleren.
Ifølge Anders Højen er der blevet ødelagt en masse ting, ligesom det står klart for ham, at der målrettet er blevet ledt efter værdigenstande.
Én ting er ødelagte og stjålne genstande, men noget helt andet er trygheden.
Derfor samlede Anders Højen de cirka ti medarbejdere, der var på arbejde torsdag morgen. Her snakkede de situationen igennem og sikrede, at alle var okay og trygge, før de kunne arbejde videre.
»Der er taget hånd om personalet. Det er det vigtigste for mig,« afslutter Anders Højen.