Politi og Skat samarbejdede i nat om at undersøge udenlandsk indregistrerede biler og deres ejere i Mjølnerparken i København

Der er ikke langt fra ord til handling for politiet og justitsministeren for tiden.

Det er kun fem dage siden, Brian Mikkelsen sagde til B.T. at han og skatteminister Kristian Jensen ville prøve et nyt samarbejde og knalde kriminelle indvandrere med den såkaldte Al Capone-metode.

Og i nat var politiet og Skat i fuld gang med at afprøve Al Capone-metoden i Mjølnerparken i København, hvor langt størstedelen af beboerne har indvandrerbaggrund.

- De kriminelle indvandrere kører rent faktisk rundt i BMWer og har guldkæder på. Men vi vil hive dem ud af BMWerne, og hvis de ikke kan bevise, at de ejer dem, og at de tjener penge nok til at købe dem, bliver de beslaglagt. Så kan de små brødre også se, at det ikke er en farbar vej at være kriminel. For storebrødrene kommer i fængsel, og de kommer til at sidde i rigtig mange år, sagde Brian Mikkelsen.

I Mjølnerparken i nat kørte politiet og medarbejdere fra Skat sammen rundt og standsede udenlandsk indregistrerede biler, der blev underkastet et grundigt eftersyn med hensyn til ejerforholdene.

-Det er noget helt nyt, vi prøver, men samarbejdet går godt. Og vi har store forventninger til, at vi får nogle gode resultater ud af det, siger vicepolitikommissær Henrik Orye til bt.dk