Den første klimademonstration, fredag, er dømt ulovlig på forhånd, siger politiet, der har forsøgt at spore aktivisterne, fordi de opfordrer til ulovligheder.

I morgen klokken 10.00 på Nytorv midt i København brager det løs med den første styrkeprøve mellem politi og grænsesøgende demonstranter.

Under overskriften Dont Buy The Lie har en gruppe af klimaaktivister, der kalder sig Not Your Business i flere uger lagt op til en konfrontation, der er ulovlig allerede inden den er startet.

På deres hjemmeside skriver aktivisterne, at formålet egentlig ikke er at lave en demonstration, men at "skabe kaos i gaderne, forstyrre den daglige business i København og konfrontere cheferne i de firmaer, der deltager i COP15".

Mens én gruppe demonstranter skal blokere indgange og skabe kaos på gaderne, skal en anden gruppe trænge ind på mål, der i forvejen er udvalgt og 'konfrontere de globale firmaforbrydere", som aktivisterne skriver.
 
"Vores mål er at forstyrre så mange af de store firmaer som muligt. Hvis du ikke er med i den store aktion, så lav selv din egen aktion," opfordrer Not Your Business, der også har mobiliseret på engelsk med adresse til de udenlandske klima-aktivister, der også er med på "direkte aktion".

Konfrontationen er sat til at starte fredag formiddag klokken 10.00 fra Nytorv midt i Københavns Indre By.
"Her fra vil vi bevæge os til de forskellige mål i byen", skriver gruppen.

Det er normalt et sted Københavns Politi helst ikke vil have store mængder af autonome demonstranter til at gå, fordi det er meget sværere for dem at kontrollere store menneskemængder i de mange små gader i midten af byen, hvor der også er fyldt med oplagte mål som banker, McDonalds-griller og store firmaer.

- Vi er velforberedt og har taget alle mulige forholdsregler i forbindelse med det der vel næppe kan kaldes en demonstration, siger den operative chef for Københavns Politi, Mogens Lauridsen til B.T.
 
- Vi ved endnu ikke om de kommer, fordi den ikke er anmeldt, men mon ikke de gør, når nu de har gjort så stort nummer ud af at reklamere for det, siger Mogens Lauridsen, der mener, at han godt kunne anholde alle aktivister på stedet.'

- Det de har skrevet på hjemmesiden er så tæt på opfordring til oprør og ulovligheder, som man kan komme. Vi har rent faktisk forsøgt at spore ophavsmændene til hjemmesiden for at sigte dem, siger Lauridsen.

- Hvis I betragter det som opfordring til ulovligheder ville I vel kunne anholde alle på stedet?
- Nu er vi jo besindige mennesker, og vi vil forsøge at tale med dem i morgen og høre hvad de har tænkt sig. Men lad mig sige det sådan, at de nok ikke skal regne med, at få lige så lang snor som vi normalt giver, siger politiets øverste operative chef, Mogens Lauridsen.

Andre læser også