Flere borgere på Frederiksberg har onsdag henvendt sig til politiet, da dækkene på deres biler er blevet punkteret i nattens løb.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Onsdag eftermiddag oplyser Københavns Politi til Ritzau, at politikredsen indtil videre har fået 42 anmeldelser om piftede eller punkterede dæk.
- Hændelserne er sket på Solsortevej, Egernvej, Duevej, Kristian Zahrtmanns Plads og Oscar Ellingers Vej. Københavns Politi har været til stede i områderne med patruljer og nærpoliti og efterforsker nu anmeldelserne yderligere, lyder det i et skriftligt svar.
Også i nabopolitikredsen Nordsjællands Politi er der onsdag meldinger om flade bildæk.
I sin døgnrapport skriver politiet, at flere bilejere har henvendt sig om punkterede dæk i Gentofte.
Særligt SUV'er har stået for skud, lyder det. SUV står for "Sport Utility Vehicle" og er en større og højere type personbil.
Nordsjællands Politi skriver, at bilejerne blev mødt af en flyer fra en organisation, som kalder sig "Folkebevægelsen mod Luksusudledninger", og som tog ansvar for aktionen.
På gruppens hjemmeside nejtilluksusudledninger.info.gf fremgår det, at man ville lukke luften ud af dæk på "flere hundrede SUV'er" natten til onsdag i København.
Gruppen opfordrer samtidig til at "sætte et grønt kryds" ved kommunalvalget.
Nordsjællands Politi oplyser ikke i døgnrapporten, hvor mange bilejere, der har anmeldt punkterede eller piftede dæk i politikredsen.
Lignende aktioner er tidligere set på blandt andet Frederiksberg.
I 2022 tog en gruppe, der kaldte sig "Tyre Extinguishers", skylden for med egne ord at have piftet dæk på 50 biler på Frederiksberg.
Politiet bekræftede dengang over for Berlingske, at man efterforskede punkterede dæk på et større antal biler.
/ritzau/
