Den folkelige opbakning til kampen for et nyt ungdomshus har aldrig været større, lyder det fra aktivisterne efter lørdagens uro på Nørrebro.

Kampen for et nyt ungdomshus er populær som aldrig før. Sådan lyder meldingen fra aktivisterne selv oven på nattens uro på Nørrebro.

- Folkelig opbakning spiller naturligvis en rolle for os, og vi oplever en stigende opbakning til vores kamp for et nyt ungdomshus. Vi fornemmer, at opbakningen aldrig har været større, end den er nu, lyder det fra aktivisternes pressegruppe, der kalder natten uro "forståelig".

- Det var en helt forståelig reaktion på vores frustrationer over politikernes manglende evne til at løse problemet. Halvårsdagen for rydningen vakte mange minder, og vi er ikke ærgerlige over det, der skete i nat. Det eneste, der ærgrer os, er, at vi stadig ikke har noget ungdomshus, påpeger pressegruppen.

/ritzau/