Et stort rødt banner blev torsdag morgen hejst ned over Landbrug & Fødevarers hovedsæde på Axelborg i det centrale København.

- Her starter de døde fjorde, lød det på banneret.

Det var dog ikke interesseorganisationen selv, der stod bag, men demonstranter fra Greenpeace, der var kommet på uanmeldt besøg.

Københavns Politi fik anmeldelsen om demonstranterne klokken 07.12, fortæller vagtchef Anders Frederiksen.

- Vi var færdige nede på stedet her klokken 12.05. Alle seks demonstranter kom frivilligt ned, siger han.

Ifølge vagtchefen begyndte aktivisterne lidt efter klokken 11 at fjerne banneret, og lidt før klokken 12 var alle demonstranter kommet ned.

Demonstranterne sigtes dels for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen, da de ikke efterkom politiets påbud. Og dels sigtes de for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om husfredskrænkelse.

Vagtchefen fortæller, at ingen har været frihedsberøvet.

- Det foregik i god ro og orden, lyder det.

Organisationen Greenpeace udsendte torsdag en pressemeddelelse, hvor de skrev, at ti aktivister var med.

- Flere af dem klatrede op på taget og hejste et rødt badeflag for fisk i Landbrug & Fødevarers flagstang.

- Flaget er Greenpeaces nye advarsel om iltsvind og farlige livsvilkår under havets overflade, og det er i de seneste uger blevet hejst flere steder i Danmark, skriver Greenpeace.

RITZAU