Blogger ville med trækors og spraymaling have ulvemodstandere til at fokusere på ham i stedet for ulvehvalpe.

Om morgenen 27. juni sidste år vågnede borgerne i Ulfborg og omegn op til overmalede byskilte, trækors og en kirke, der var spraymalet med slagord.

Der var blandt andet opsat trækors med påskriften RIP MT og søn, og med rød maling var ordene Blod bliver ikke glemt spraymalet på en mur ved Ulfborg Kirke.

En 33-årig mand med bloggernavnet Storm Balderson erkender i Retten i Holstebro, at det var ham, der stod bag gerningerne.

- Jeg gjorde det for at fjerne fokus på de seks ulveunger. I min optik var de i fare, fordi de er hadet af mange danskere. Især i det område, hvor de er født, forklarer den tiltalte.

Han har rødt hår, rødt skæg og en stor tatovering på kinden og en del af panden.

Storm Balderson siger, at aktionen var et forsøg på at fjerne fokus fra de seks ulvehvalpe, der var blevet født i området ved Ulfborg i foråret 2019.

Han ville med sine handlinger have folk, der var vrede over ulvens tilstedeværelse, til at rette deres fokus mod ham i stedet for ulvehvalpene.

Manden forklarer, at ordene MT og søn står for Mourits Troldtoft, der sidste år blev idømt betinget fængsel for at have skudt og dræbt en ulv. RIP står for Rest in Peace hvil i fred.

Storm Balderson erkender, at det kunne opfattes som en trussel.

Det var ifølge ulveaktivisten også meningen, fordi drab på den fredede ulv er "ulovligt krybskytteri" og "utilgiveligt".

Mens den tiltalte erkender hærværk for knap 30.000 kroner samt trusler, så nægter han sig skyldig i at have overtrådt et tilhold mod at kontakte Mourits Troldtoft og hans søn via sociale medier.

- Det er ikke overtrædelse af tilhold. Jeg bruger bare min ytringsfrihed og ytrer mig om sagen, siger Storm Balderson om opslagene, hvor han nævner de to personer ved navn.

Han nægter også, at han via en video på sociale medier skulle have truet medlemmer af foreningen Ulvefrit Danmark med, at de skulle have "en skovl i nakken".

Et medlem af foreningen har i retten forklaret, at hun så videoen på Storm Baldersons Facebook-profil. Men den blev kort efter fjernet, og det er ikke lykkedes politiet at finde eller genskabe videoen.

Mourits Troldtoft, der sidste år blev idømt 40 dages betinget fængsel for ulvedrab, siger, at han følte sig truet af bloggerens handlinger i Ulfborg.

- Der er da aldrig rart at se, at man er ønsket død, siger han i retten.

Anklageren går efter en fængselsstraf til den tiltalte. Retten ventes at afgøre sagen senere på dagen.

/ritzau/