Der var gevinst, da Københavns Politi mandag gennemførte en aktion mod ulovligt arbejde på Amager i København.
Indsatsen fandt sted i Bella Center, og her blev 14 britiske statsborgere anholdt.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Bella Center bekræfter, at anholdelserne har fundet sted på centerets område, men den kommunikationsansvarlige understreger, at der ikke er tale om medarbejdere eller ansatte i Bella Center eller Bellagroup.
Det drejer sig derimod om ansatte hos en underleverandør og en ekstern kunde.
»I Bella Center kommunikerer vi altid proaktivt til vores eksterne kunder, at alle tilladelser skal være på plads, før deres medarbejdere – samt medarbejdere hos underleverandører – lovligt kan udføre arbejde i vores venues. Det er desværre ikke blevet overholdt her,« skriver kommunikationsdirektør Kaspar Mørk Arianto i en mail til B.T.
Nu har Udlændingestyrelsen afsluttet de 14 briters sager.
Styrelsen har besluttet, at de alle 14 skal udvises med indrejseforbud i Schengen-området i to år.