Kufferter med flere millioner kroner i kontanter.

Det lyder som noget fra en Olsenbanden-film, men det er såmænd sket i Københavns Lufthavn for få dage siden.

I løbet af to dage i november har toldere i lufthavnen nemlig standset seks forskellige rejsende. Til sammen har de haft valuta svarende til knap tre millioner kroner i bagagen.

Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Fundene er sket under en målrettet aktion mod hvidvask af store kontantbeløb, som rejsende tager med ind eller ud af Danmark.

»Der er tale om opsigtsvækkende mange kontanter fordelt på relativt få rejsende. Aktionen bekræfter, at kontantudførsler til udlandet er et område, der er vigtigt for os at have fokus på. Foruden de konkrete tal har aktionen givet os brugbar viden til brug for prioritering af vores generelle kontrol og vejledningsindsats,« siger kontorchef på kontrolområdet i Toldstyrelsen, Henrik Pagh Kold.

De seks rejsende har alle medbragt kontanter i størrelsesordenen 100.000 kr. og opefter.

Én af de rejsende har medbragt knap to millioner i kontanter og fået en bøde på 250.000 kr. Politiet har opkrævet bøder for i alt 700.000 kr.

Toldstyrelsen foretager løbende kontroller af rejsende, der forsøger at udføre uangivne kontanter.

Rejsende, der rejser ind, ud eller gennem Danmark med et beløb, der svarer til 75.000 danske kr. eller mere, skal angive beløbet til Toldstyrelsen.