Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

B.T. kan nu løfte sløret for en hel række af nye, uhyggelige oplysninger i sagen mod den kvindelige plejehjemsansatte på Plejecenter Tirsdalen i Randers, som er sigtet for et tilfælde af drab og tre forsøg på manddrab.

En udvidet aktindsigt i retsbogen fra grundlovsforhøret, som B.T. har fået aktindsigt i, efter at politiet har ophævet de dobbelt lukkede døre, viser blandt andet, at de fire forurettede har fået medicin, som hæmmede deres centralnervesystem.

Det drejer sig om stofferne Baclofen, Mirtazapin og Diazepam.

Nogle af beboerne har fået flere af stofferne, mens andre kun har fået et enkelt.

De tre borgere, der overlevede at blive forgiftet første gang, blev efterfølgende forgiftet og indlagt igen kort efter.

Stofferne har ført de forurettede i en stærkt bevidsthedssvækket tilstand, hvoraf en ældre kvindelig beboer om aftenen den 1. marts er afgået ved døden på Randers Sygehus.

Der var ingen lægelig begrundelse for, at beboerne skulle have stofferne, fremgår det af sigtelserne mod den kvindelige plejehjemsansatte.

De fire beboere blev alle indlagt første gang på Randers Sygehus 27. februar i år.

Kender du noget til sagen? Så skriv til os på nigf@bt.dk.

Af retsbogen fremgår det, at den sigtede var den eneste, som havde vagt dagen før samtlige indlæggelser.

Desuden fremgår det af logfiler, at hun i forbindelse med vagten adskillige gange med sin nøglebrik har logget ind i medicinrummet på plejehjemmet, på trods af at hun ikke havde tilladelse til at dosere medicin.

Derudover er der fundet medicin og emballage fra samme slags medicin, som hun er sigtet for at have anvendt, på hendes bopæl. Det er fundet sammen med medicin til andre beboere på plejehjemmet.

De tre forurettede beboere, som har overlevet dét, som anklagemyndigheden mener er forsøg på manddrab, er blevet forsøgt forgiftet flere gange.

Det drejer sig om en ældre kvinde og to ældre mænd.

For en af beboerne er det sket to gange kort efter første indlæggelse. 3. og 14. marts, fremgår det af retsbogen.

Anden gang er samme dag, som den sigtede blev anholdt.

Beboeren blev lige som første gang stærkt bevidsthedssvækket og måtte genindlægges i begge tilfælde.

De to andre beboere er blevet genindlagt igen henholdsvis 3. marts og 4. marts. De har ligeledes igen været stærkt bevidsthedssvækket.

Tidligere retsmediciner og statsobducent Jørgen Lange Thomsen fortæller, at stoffet Baclofen er kendt fra tidligere forgiftelsessager.

Nervemedicinen ordineres typisk til mennesker med spastiske lammelser, da stoffet løsner musklerne.

»Men der skal ikke forfærdeligt meget til, før man dør af det. Hvis man får for meget, bliver man bevidstløs og holder op med at trække vejret,« siger Jørgen Lange Thomsen til B.T.

Han forklarer, at stoffet er ret udbredt i befolkningen, og det kan derfor være nemt at komme til.

Kender du noget til sagen? Så skriv til os på nigf@bt.dk.

Diazepam er et beroligende middel til angst, og Mirtazapin er et antidepressiv- stof. Blandingen af stofferne kan også forårsage dødelige udfald.

»Hvis man blander medicin, som virker på det samme, eksempelvis hæmmer vejrtrækningen, så kan det gøre udslaget og være dødeligt,« siger Jørgen Lange Thomsen.

Politet oplyser til B.T., at de ikke kan udelukke, at der kan ligge flere sager, som kvinden vil blive sigtet for.

»Der er ingen tvivl om, at vi arbejder os fremad i efterforskningen. Vi kommer til at lave en grundig drabsefterforskning. Det har vi gjort fra starten, og vi kommer selvfølgelig til at undersøge det grundigt. Så det kan vi ikke udelukke,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.