Mordere slipper med halv straf

Danske mordere slipper med at afsone helt ned til den halve tid af deres fængselsstraf.

BT kan i dag afsløre en opgørelse fra Kriminalforsorgen, der viser, at ti drabsdømte siden 2004 er sat på fri fod efter at have siddet mellem halvdelen og to tredjedele af deres afsoning.

I 2004 indførte VK-regeringen 'noget for noget-ordningen', der betyder at fanger, som har gjort en særlig indsats i fængslerne for at blive resocialiseret, kan blive prøveløsladt allerede efter at halvdelen af straffen er afsonet.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen er noget overrasket over, at ti mordere er kommet ud på baggrund af ordningen.

- Jeg vil sige, at jeg er overrasket over tallene. Det er klart, at jo grovere kriminaliteten har været, des mere skal der til at blive prøve løsladt efter 'noget for noget', så jeg vil meget gerne have undersøgt til bunds, hvorfor ti morddømte er blevet prøveløsladt på denne ordning, siger han.

Kriminalforsorgens statistik viser også, at 11 voldtægtsdømte og 691 dømte for grov narkokriminalitet er blevet prøveløsladt, efter ordningen blev indført for ni år siden.  

- Det er mange, der er kommet ud før tid. Og det er jo ikke hensigten, når vi i Venstre har været med til at hæve strafferammen, at flere i stedet slipper med halv tid, siger han.

Måske bliver det snart endnu nemmere for dømte at blive prøveløsladt efter halv tid. Regeringen lægger op til, at fanger kan prøveløslades efter ordningen, hvis de passer et almindeligt arbejde i fængslerne. I dag er det ellers kun behandlingsforløb, uddannelsesforløb og arbejdstræning, der kvalificerer til prøveløsladelse.

- Det kan lyde, som om Karsten Lauritzen har fortrudt, at Venstre indførte ordningen. Men vi synes faktisk, at det er godt at motivere fangerne til at blive resocialiseret og derfor undgå, at de kommer tilbage i fængslerne, siger SFs retsorfører Karina Lorentzen.