Igennem godt to år afpressede en 24-årig mand fra Midtsjælland 17 forskellige mænd, som han på skrømt havde sexflirtet med ved at udgive sig for at være en mindreårig dreng eller pige.

Samlet forlangte han omkring 50.000 kroner i afpresning af sine ofre, som ofte ikke så anden udvej end at betale deres plageånd.

Ellers frygtede de, at deres sexchat via sociale platforme som Facebook og Messenger med en tilsyneladende 14-årig pige eller dreng ville blive afsløret.

Det fremgår af anklageskriftet mod den 24-årige mand, som B.T. har fået aktindsigt i.

Når straffesagen mod ham i næste uge indledes ved byretten i Roskilde, vil han samlet stå tiltalt for 20 tilfælde af bedrageri, ærekrænkelse og især afpresning.

Over for sine ofre foregav han typisk at være en 14-årig dreng eller pige, som i nogle tilfælde tilsyneladende indvilgede i at møde op til et fingeret stævnemøde.

Det kunne eksempelvis finde sted på parkeringspladsen ved Blegdammen i Roskilde eller på togstationerne i Valby eller Roskilde.

Her blev de slukørede ofre dog ifølge tiltalen i stedet mødt af den nu tiltalte, som forlangte beløb fra 500 til 10.000 kroner. 

Ellers ville der blive spredt oplysninger eller tekst fra den indledende korrespondance, som afslørede, at den pågældende var pædofil og havde aftalt et seksuelt møde med en mindreårig.

I et enkelt tilfælde gjorde den nu tiltalte ifølge anklageskriftet alvor af truslerne, da han sendte ærekrænkende mails til offerets arbejdsplads i ungeafdelingen i en storkøbenhavnsk kommune og kom med alvorlige, usande beskyldninger om den navngivne medarbejder.

»Jeg skal snakke med X (offerets navn, red.). I må meget gerne sige, det haster og det er hilsen (fra) hans gode gamle ven Z (navnet på den tiltalte, red.). Jeg har en masse film og billeder, jeg tror X vil have set og måske slettet :) Han ved godt selv, hvad det handler om,« stod der blandt andet.

På et tidspunkt i august 2022 allierede den tiltalte sig ifølge anklageskriftet med en 22-årig kammerat, der tog med ud for at mødes med et af ofrene et sted i Roskilde for at filme seancen med sin telefon.

Her blev offeret ifølge tiltalen truet med at få sin bil smadret og at videooptagelsen ville blive delte på Facebook, hvis ikke offeret overførte 2.500 kroner.

Pengene blev først overført med MobilePay til den 22-årige kammerat, hvorefter 1600 kroner dagen efter blev overført til en bankkonto.

Derfor er kammeraten nu tiltalt for både at have deltaget i afpresningen og bagefter have gjort sig skyldig i hvidvask og hæleri.

Det er uvist, hvordan de to unge mænd stiller sig til tiltalen, men da sagen efter planen skal gennemføres som en domsmandssag, tyder det på, at de ikke har i sinde at erkende sig skyldige.