En sag om afpresning og grooming af 68 børn begyndte med en digital anmeldelse, der tikkede ind hos Nordsjællands Politi i april 2023.

Det oplyser specialanklager Brian Dybdahl, da han tirsdag forelægger sagen mod en 25-årig fynsk mand i Retten i Svendborg.

Anmeldelsen gik på, at en pige var blevet truet til at sende billeder og videoer af sig selv i seksuelle situationer.

Det var en bruger på Snapchat, der ifølge anmeldelsen havde truet pigen til at sende billeder og videoer.

Hvis hun ikke gjorde det, ville personen dele nøgenbilleder og videoer, som pigen allerede havde sendt.

Nordsjællands Politi tog herefter kontakt til Snapchat for at få udleveret oplysninger om den pågældende bruger.

Da oplysningerne pegede på en gerningsmand på Fyn, blev sagen overdraget til Fyns Politi, som ifølge anklageren modtog sagen i januar 2024.

Under efterforskningen dukkede endnu en anmeldelse af et lignende forløb op fra Roskilde. Det førte til, at Fyns Politi i oktober 2024 ransagede mandens adresse på Sydfyn.

To telefoner blev beslaglagt, og politiet fandt store mængder seksuelt materiale, som gav mistanke om, at manden havde flere lignende sager på sin samvittighed.

I marts 2025 skred politiet til anholdelse af manden, som blev varetægtsfængslet og har været det siden.

Manden er tiltalt for at have udsat 68 børn for seksuel afpresning – også kaldet sextortion - og grooming.

Fremgangsmåden var ifølge anklageskriftet, at manden opbyggede et tillidsforhold til børnene, som han kontaktede via Snapchat og chatrouletten OmeTV.

Han truede herefter med at udlevere det modtagne materiale, medmindre børnene, der var i alderen 11 til 14 år, sendte flere billeder og videoer.

Anklagemyndigheden vil have manden idømt enten fængselsstraf eller forvaring.

Sidstnævnte er en tidsubestemt foranstaltning, der kan komme på tale, når der er tale om en gerningsperson, som vurderes at være særligt farlig.

Det er en mentalundersøgelse af den tiltalte, der peger på forvaring som den rette foranstaltning.

Retslægerådet, som er den højeste instans på området, skal dog også udtale sig om spørgsmålet.

Denne udtalelse afventer anklagemyndigheden.

Den 25-årige mand har ifølge sin forsvarsadvokat erkendt sig skyldig i store dele af det 50 sider lange anklageskrift.

Det var ventet, at manden, der er skaldet og iført en sort T-shirt, ville afgive forklaring tirsdag eftermiddag i retten.

Men sådan kom det ikke til at gå.

- Min klient ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig, lød det fra advokat Magdalena Hochnowska efter frokostpausen.

Hun havde forinden bedt retten om, at dørene skulle lukkes for de tilstedeværende journalister under den tiltaltes eventuelle forklaring.

Det ønske kunne retten dog ikke imødekomme.

Sagen fortsætter tirsdag eftermiddag med afspilning af de første videoafhøringer af de forurettede børn. Det sker bag lukkede døre af hensyn til børnene.

Retten har berammet 15 dage til behandling af sagen.

RITZAU