Det hører til sjældenhederne, at politiet i Danmark kan høre med, når en mordpatrulje kører rundt i en stjålen flugtbil.

Men det mener anklagemyndigheden lykkedes 29. januar sidste år i København.

Her rasede en blodig krig mellem rockerklubben Bandidos og gadebanden NNV, og fem Bandidos-rockere er nu tiltalt for et mislykket drabsforsøg mod en rival.

Og politiet mener at have et meget belastende bevis fra den aflytningsmikron, som betjente i største hemmelighed skjulte på forhånd i den stjålne Peugeot, som angiveligt skulle være brugt som flugtbil efter det påtænkte drab.

»Helt seriøst. Hvis vi bliver taget, ikke - det giver 15-16 år. Det er en kæmpe risiko,« siger to af de tiltalte Bandidos-rockere efter politets mening på aflytningen, lige før duoen blev anholdt.

Ved anholdelsen var rockerne iført skudsikre veste og handsker, ligesom de var i besiddelse af en skarpladt pistol.

»Der er i denne sag et klokkeklart eksempel på forsøg på drab som led i verserende bandekonflikt. Det er så klokkeklart, at man skulle tro, at det var taget ud af håndbogen i bandedrab for dummies, hvis den altså fandtes. Stjålen bil, benzin til afbrænding, ingen telefoner, afsides sted - alle ingredienserne er tilstede for alle de fem tiltalte,« lød det fra anklager Jelena Vestergaard Hansen i hendes afsluttende procedure fredag i Retten på Frederiksberg.

De fem tiltalte Bandidos-rockere nægter sig skyldige i den alvorlige anklage om at have forberedt en likvidering mod en NNV-rival. Fordi det foregik under en bandekonflikt, vil det i givet fald kunne udløse den dobbelte straf af det normale for et drabsforsøg.

Bandidos var i første halvdel af 2021 i en blodig konflikt med gadebanden NNV fra København.
Bandidos var i første halvdel af 2021 i en blodig konflikt med gadebanden NNV fra København. Foto: Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter politiets opfattelse opgav rockerne i sidste øjeblik at gennemføre planen, fordi politiet havde sendt ekstra vogne til at patruljere ved det formodede gerningssted nær Grønttorvet i Valby.

I stedet kunne politiet kort efter om aftenen 29. januar sidste år anholde tre af rockerne i det øde naturområde Hedeland vest for København, hvor de i al hast var kørt til i to biler, hvoraf den ene var stjålet få uger inden.

To af rockerne viste sig at være iført sorte handsker og skudsikre veste. I den ene bil fandt politiet på gulvet ved forreste passagersæde et pistolhylster med en skarpladt, halvautomatisk Mauser-pistol.

I pistolen sad syv patroner, og i et reservemagasin lå yderligere seks patroner. Og i bagagerummet på den stjålne dieselbil lå en grøn benzindunk med godt fire liter benzin, som efter politiets opfattelse formentlig skulle være brugt til at brænde bilen af med, hvis mordplanen var blevet ført ud i livet.

Allerede dagen efter nedskydningen af en bandeveteran fra NNV 2. januar sidste år i Hillerød blev Bandidos' nærliggende klubhus på Industrivænget ransaget af politiet. 
Allerede dagen efter nedskydningen af en bandeveteran fra NNV 2. januar sidste år i Hillerød blev Bandidos' nærliggende klubhus på Industrivænget ransaget af politiet.  Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fire dage før anholdelserne havde politiet fået et tip om, at Bandidos-rockerne pønsede på et attentat i forbindelse med konflikten med NNV (Nørrebro-Nordvest).

Rockerne havde angiveligt til det planlagte drab anskaffet sig en rød Peugeot, der et par uger før var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i et sommerhus i Jægerspris.

To dage før anholdelserne lykkedes det politiet at finde den stjålne Peugeot parkeret på en parkeringsplads på Borgmester G. Jensens Vej i Rødovre. I største hemmelig lavede politiet en diskret ransagning af bilen og installerede gps-sporingsudstyr og aflytning i den.

Og et par timer før anholdelserne begyndte de røde advarselslamper for alvor at blinke hos politifolkene, da man kunne se flere mænd begynde at indfinde sig ved og omkring den stjålne Peugeot.

Efter fundet af en bilbombe under en Bandidos-rockers parkerede BMW blev flere boligblokke i Gyngemosen i Gladsaxe evakueret i januar sidste år.
Efter fundet af en bilbombe under en Bandidos-rockers parkerede BMW blev flere boligblokke i Gyngemosen i Gladsaxe evakueret i januar sidste år. Foto: Privat
Vis mere

Kort efter kørte bilen i selskab med et par andre biler fra parkeringspladsen, og tilkaldte civilpatruljer holdt så tæt øje med Bandidos-rockerne, at de efter politiets opfattelse opgav et planlagt mordforsøg på en ukendt bandefigur fra NNV omkring Glostervej i Valby.

På det tidspunkt lå Bandidos og NNV i åben konflikt, efter at NNV-medlemmet Cem Kaplan 2. januar sidste år var blev dræbt ved et større skyderi i Hillerød.

Konflikten blev afsluttet efter nogle måneder, men til gengæld er NNV nu ifølge politiet involveret i en ny konflikt med andre bandefolk fra et svensk netværk, som i december udløste flere drab og drabsforsøg i både København og Malmø.