Lyt til artiklen

Retssagen mod Peter Madsen, der står anklaget for at dræbe og partere den svenske journalist Kim Wall om bord på sin hjemmebyggede ubåd, går i denne uge ind i sin afsluttende fase.

Og især retsmødet tirsdag kan vise sig at blive særdeles afgørende for at bevise eller modbevise Peter Madsens forklaringer om, at Kim Wall døde som følge af en ulykke.

Retssagen er nemlig nået til den del, hvor de tekniske eksperter skal inddrages og fra vidneskranken modbevise eller understøtte Peter Madsens forklaring om, hvad der skete om bord på UC3 Nautilus den 10. august 2017, da 30-årige Kim Wall mistede livet.

UC3 Nautilus efter den med Peter Madsen og Kim Wall ombord er stævnet ud fra Københavns Havn den 10. august 2017. AFP PHOTO / Peter THOMPSON
UC3 Nautilus efter den med Peter Madsen og Kim Wall ombord er stævnet ud fra Københavns Havn den 10. august 2017. AFP PHOTO / Peter THOMPSON Foto: PETER THOMPSON
Vis mere

En vigtig rolle

Især fra anklagemyndighedens side kan de tekniske eksperter vise sig at komme til at spille en særdeles vigtig rolle, da de skal bruges til at modbevise den forklaring, som Peter Madsen igennem de syv første retsmøder har holdt fast i. Nemlig den, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning, fordi udstødningsgasser fyldte ubåden, imens lugen til dækket - hvor Peter Madsen opholdt sig - var gået i baglås.

»Der er ingen tvivl om, at de tekniske eksperter fra anklagemyndighedens side kommer til at spille en uhyre vigtig rolle i den her sag. Og der hviler rigtig meget på dem i forhold til de konklusioner, de har draget ud fra deres undersøgelser, fordi de skal bruges til at tilbagevise det, som Peter Madsen har fortalt om kulilteforgiftningen,« siger den tidligere efterforsker hos Rigspolitiets Rejsehold Jan Jarlbæk.

Jan Jarlbæk, der tidligere har efterforsket sager for Rejseholdet og arbejdet i Europol.
Jan Jarlbæk, der tidligere har efterforsket sager for Rejseholdet og arbejdet i Europol. Foto: David Leth Williams
Vis mere

Personligt glæder han sig til at høre de tekniske eksperters konklusioner, fordi Peter Madsens forklaring hidtil - hvad enten man tror på den eller ej - er sandsynlig:

»Det svære i den her sag er, at Peter Madsens forklaring umiddelbart virker plausibel og ladesiggørlig. Og derfor ligger der fra anklagemyndighedens side med hjælp fra de tekniske eksperter lige nu en stor udfordring i at sandsynliggøre, at det, der er sket nede i ubåden, ikke er sket på den måde, som Peter Madsen hævder,« siger Jan Jarlbæk.

Ekspert sår tvivl om forklaring

Én af de tekniske eksperter, der er indkaldt til at vidne mod Peter Madsen er den 56-årige kaptajnløjtnant Ditte Dyreborg. Som BT tidligere har kunnet fortælle, har hun på foranledning af Københavns Politi afgivet en rapport med titlen »Rapport vedr. udredning af undervandstekniske aspekter m.v. efter den mulige sænkning af UC3 Nautilus«.

Heri sår hun på baggrund af tekniske undersøgelser tvivl om, hvorvidt ulykken, som ifølge Peter Madsen ledte til Kim Walls død,  kan være sket, som Peter Madsen beskriver det. Det forventes, at hun vil gå i detaljer med rapportens konklusioner, når hun i dag tiltræder vidneskranken.

Foruden retsmødet tirsdag fortsætter den spektakulære drabssag både onsdag og torsdag, hvor bl.a. mentalundersøgelsen af Peter Madsen, som under det første retsmøde konkluderede, at ubådsbyggeren er »svært afvigende med primært narcissistiske og psykopatiske træk«, vil blive fremlagt for retten.