En 42-årig afghansk mand, der blev anholdt 5. november på en adresse i Risskov ved Aarhus, vil blive udleveret til Tyskland.

Det oplyser mandens advokat, Amaar Jawaid Bajwa, til Ritzau.

Manden blev anholdt af Østjyllands Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) efter ønske fra den tyske anklagemyndighed.

Han mistænkes i en sag om iransk spionage og en angrebsplan mod jødiske mål i Tyskland.

Retten i Aarhus besluttede 18. december, at betingelserne for udlevering er opfyldt.

Men den 42-årige tog forbehold for at kære kendelsen til landsretten.

Det har han ikke gjort, og derfor vil der ske udlevering - formentlig allerede 28. december, oplyser advokaten.

De tyske myndigheder kobler sagen mod den 42-årige afghanske mand til en sag mod en 53-årig dansk-afghaner.

Denne mand blev tidligere på året anholdt i Brabrand - ligeledes efter ønske fra Tyskland.

Han lod sig efterfølgende frivilligt udlevere til strafforfølgelse i Tyskland.

Den 42-årige afghanske mand anklages for under en samtale med den 53-årige at have lovet at ville skaffe våben til en tredje person.

Han skal ifølge anklagen også have lovet at ville opfordre den tredje person til at begå angreb mod jødiske mål i Tyskland.

Manden har i retten oplyst, at han "ikke kender noget" til anklagerne mod ham.

Under grundlovsforhøret i november bekræftede han dog, at han kender den 53-årige mand, som tidligere på året blev udleveret til Tyskland.

Da manden blev anholdt 5. november, udtalte PET-chef Finn Borch Andersen, at statslige aktører, herunder Iran, spiller en stigende rolle i det europæiske trusselsbillede.

- Vi tager truslen meget alvorligt - især i lyset af observationer af iransk aktivitet og den potentielle brug af stedfortrædere til at gennemføre voldelige handlinger, sagde han i en skriftlig udtalelse.

Det er vurderingen hos PET, at Iran i stigende grad ved hjælp af kriminelle netværk, mellemmænd og personer i Europa er villig til at udføre voldshandlinger mod israelske og jødiske interesser.

/ritzau/